Mie og Mary fortæller....

To søstre fortæller om deres barndom og ungdom på Østengård.

Mary der er født i 1904 og Marie kaldet Mie i 1905 er begge flyttet til ældrecentret Nederbylund i Tørring, hvor de nu bor i hver deres lejlighed, men på samme gang og har megen glæde af hinandens selskab.

Søstrene Mie og Mary.

Ved et veldækket bord og en kop kaffe fortæller de to søstre om deres barndomshjem, om leg, arbejde og fritid på en jysk bondegård i begyndelsen af 1900tallet.

Østengaard, matr. nr. 11a. ca. 1950.

Der var mange folk på gården, 1 forkarl, l anden karl, l fodermester og to piger. Så var der jo far og mor og vi fire søskende samt vores fætter Karl, der kom i pleje hos os i 1904, da han var 7 år gammel. Han kom fordi hans fader, vores morbror døde og hans moder giftede sig igen. Fætter Karl kom først ud at tjene, da han var 18 år.

Pigerne havde deres værelse i stuehuset, men karlene havde kammer i udhuset mellem vognport og hestestald.
Der kunne godt være en lunken atmosfære, for lugten trængte jo ind. De havde træsenge med rughalm i bunden.
Forkarlen skulle sørge for hestenes pleje, og når vi havde kørende gæster, skulle de stå til rådighed, og spænde for, når de skulle hjem. Det kunne så give en 25 øre, når de var rigtig flinke ellers en 10 øre.
Lejemål for tjenestefolkene var næsten altid l. november eller 1. maj.

Vi havde en snes køer, og begge piger og fodermesteren malkede med hånd 3 gange om dagen.
Også når køerne om sommeren skulle i Kæret. Der havde vi ca. 6 tdr. land, der lå 3 km. fra gården.
Køerne blev trukket derned om morgenen og hjem igen til aften, men om middagen kørte vi derned med spande og malkestol og malkede dem.

Vi havde en god barndom, og legede godt sammen. Der var jo heller ikke nogen stor aldersforskel på os, dog kaldte vores søster Anne os altid for de små, hun var jo 2 år ældre end tvillingerne Mary og Kristian.

De 4 søskende på Østengaard.

Julen var en særlig tid for os alle, med de mange forberedelser.
Der skulle slagtes og bages i den store ovn. Pebernødder i massevis, vi bagte en hel 60 l. transportspand fuld. Det tog en hel dag, og karlene kom ind for at hjælpe med at sætte dem på pladen. Pebernødder skulle jo slå til i hele julen.
Vi fik da også meget købt slik, det var en stor dag, når vi skulle til Tørring og købe ind, så havde vi slagtet ænder og gæs, som var bestilt i forvejen af købmanden, og disse indgik så i betalingen.
Vi fik hver vores pose med pebernødder og slik, en appelsin og et æble og julegaver.
Især var vi spændte på tjenestefolkenes, de havde vel givet l eller 2 kroner hver. Et år fik Mary og Marie et lille spisestel med dybe og flade tallerkener, terrin, kartoffel- og sovseskål. Det glemmer vi aldrig, siger de med et smil. Det var til os begge, men der skulle jo også 2 til at lege med det.

Om sommeren legede vi meget ved en stor dam, hvor vi også vandede køerne. Far havde lavet en båd til os, som vi sejlede i. Om vinteren, når der var is på, lavede han ligesom en karrusel, som vi kunne binde slæderne på og kunne køre rundt.

I Køkkenet var der et langt hvidskuret bord og en bænk langs med ydervæggen, hvor karlene sad. Vi børn sad altid nederst ved enden, far sad for bordenden, hvor karlene sad og mor sad hos os. Vi fik morgenmad kl. 8.00, middagsmad kl. 12.00, mellemmad - som vi kaldte det - kl. 16.00 og natmad ved 20-tiden, når de var færdig med malkningen. Den skik blev holdt helt til jeg blev konfirmeret i 1919, oplyser Mie.
Aftenen gik med at spille kort eller far læste højt for os. Pigerne havde jo deres håndarbejde, de hæklede og broderede til deres udstyr, eller de stoppede strømper eller lappede deres undertøj. Vi gik i skole i Hjortsvang. Om vinteren hver dag og om sommeren hver anden dag.
Der var 4 klasser. Det første år i pogeskolen gik vi hos lærerinden frøken Jensen.

Forskolelærerinde Jenny Jensen ved sit bryllup 1922.

Derefter gik vi hos lærer Jørgen Svenstrup, indtil Lærer Christensen kom i 1917-18. 2 år i hver klasse. Derfor kunne vi små altid følges til skole.

Lærer Jørgen Svenstrup.

Lærer Jens Kristensen.

Vi havde lang vej til skolen, det kunne godt være drøjt nogle gange, men vi fik ikke cykler, før vi var konfirmerede, og søster Annes måtte vi ikke røre, men så øvede vi os på fars cykel.
Det var bestemt ikke, fordi vi var uvenner med vores store søster, vi legede godt sammen som små, og som voksne kom vi små begge op til vores store søster som tjenestepiger. Vi havde et meget godt familieliv, men når man har ventet på en cykel i så mange år, så skulle der også passes godt på den, når man endelig fik så stor en gave, og det var det søster Anne ville.

Vi havde også klaver, og vi tre piger gik alle til undervisning, Anne hos frk. Lassen, der holdt hus for frøken Jensen i Pogeskolen, vi andre to fik undervisning hos fru bagermester Jensen i Tørring. Hun købte Tørring Kro, da hun blev enke og det var hendes datter Ruth, der senere overtog Kroen.

Mary, Marie og Anne 1920.

Vores bror Kristian fik også musikundervisning, men han spillede violin, og fik undervisning hos vores nabo Mads Jensen, der var meget musikalsk. Efter at han flyttede fra kæret, kom han til Palsgaard, hvor han blev gartner.

Kristian som soldat.

Omkring 1911-12 fik vi elektrisk lys derhjemme. Min far var glad for alt nyt, så han købte et Elværk.
Vi fik bygget et lille hus i et hjørne af gårdspladsen med to rum, et til to bassiner til batterier, der lå i syre og et større rum til motoren og tilbehør.

En gang om ugen sad forkarlen ude i motorhuset og lavede lys og kraft, så vi både kunne tærske og skære halm til hestene ved den kraft.
Det varede en hel dag og han fik sin mad bragt ud hele dagen.
Det var altid vores forkarl gennem 7 år Peder Kronborg, der passede batterierne, når de skulle oplades, og vi var glade for at vi var fri for at bruge hestegang, i den tid han lavede el. Vi fik endda lys ude i haven hen til lysthuset, det var små pærer og det så meget festlig ud. Det varede til omkring 1918, så blev det umuligt at få syre til at oplade batterierne, og far solgte det så til Hammer Mølle, som kunde bruge vandkraft.
Vi måtte jo til at klare os med petroleum, karbid og stearin lys, som alle andre, indtil vi fik elektricitet installeret midt i tyverne. Om sommeren skulle der jo også graves tørv, først æltede karlene tørvene med fødderne, senere blev det lettere, for da æltedes tørvene i en vogn, før de skulle i formene og lægges ud på jorden. Det tog mange dage at lave tørv nok til en sæson.

Siden skulle tørvene rejses på kant. Jeg har altid afskyet dette stykke arbejde, siger Mie i samtalens løb, der var altid en masse tykke regnorme, som man ment kunne komme til at røre ved. Når tørvene var næsten tørrede, skulle de stakkes. Det var noget af en kunst at få pæne stakke op at stå, men far var ekspert i dette stykke arbejde.

Vi skulle altid stakke tørv på grundlovsdag. Der blev så pakket en stor madkurv, og vi kørte alle til mosen. Det skulle så regnes for en familieudflugt, men vi skelede nu noget til vore kammerater, når de tog af sted til grundlovsfest, det ville vi hellere have været med til, end at stakke tørv og drikke kaffe ved mosen, men vi sagde det aldrig til vore forældre.

Da vi blev konfirmeret, måtte vi gå ind som pige, og skiftes på lige fod med den fremmede pige.
Da opdagede vi, at der var mange ting, der skulle huskes. For eksempel skulle vi huske at få en halmvisk ind, før det blev mørkt.
Den skulle bruges til at lægge i komfuret om morgenen, og så skulle der nogle tørvebillinger ovenpå, derefter en tændstik til, så der kunne være varmt i køkkenet, når vores mor kom op, for at lave morgenmad til os alle.
Vi andre skulle jo ud for at malke. Det kunne være en kold omgang, først at komme i tøjet, så tænde op og derefter skifte til malketøj, men der var jo lunt i stalden, så vi fik hurtigt varmen igen.

Vi piger skiftedes hver 14 dag med spandvask og redning af karlesenge og med hjælp ved madlavning og rengøringen i stuehuset.

Ligesom i barndommen havde vi også en dejlig ungdomstid, med mange kammerater, der kom hos os og vi hos dem.
Vi hyggede os, når far læste højt om aftenen og vi arbejdede med vores håndarbejde. Når der var ungdomsmøder, så havde mor jo kaffe til os alle både karle og piger, og der var bal en gang hver måned. Vi måtte ikke komme udensogns. Når der var bal i forsamlingshuset, var karlenes tøj i forgangen, mens pigernes var i køkkenet.
Køkkenet i forsamlingshuset var meget lille, og vi skulle selv have kopper og kage med. Det var kun kaffen vi kunne købe. Hvis kogekonen havde lavet for lidt kaffe, løftede hun bare tragten og hældte en slat vand i, for at drøje på det.

Når der var bal, skete det nu og da, at der kom en flok halvfulde ude fra, mest fra Tørring. Så blev der ballade, for hjortsvangerne holdt sammen om deres piger, og det var jo dem, de andre var ude efter.

Ungdomsmøderne holdtes i lille sal, og til jul samledes vi for at lave julepynt til juletræet i salen, så kom gårdmandssønnerne, der var på højskole og vi sang julesalmer. Det var meget hyggeligt.

Vi kom ud at tjene som 17 – 18-årige og havde forskellige pladser. Vi kom også på højskole begge to.

Mary blev syg og måtte afbryde sin tjeneste hos en familie, der ikke kunne have syge tjenestefolk.
Hun kom hjem til gården for at blive rask, men far var også syg på dette tidspunkt. Han døde den 28. maj 1928, og Mary blev så hjemme til l. november. Da overtog Marie og Niels Kristian gården, og de holdt bryllup 8 dage efter på den 8. november.

Marie og Niels Christian Markussen

Når det blev Marie og Niels Kristian, der fik gården, skyldtes det ikke, at broderen Kristian ikke var landmand, men han var ugift på dette tidspunkt.
Derfor blev det en datter, der førte gården videre i slægten.

Kristian blev senere gift med Karen Pedersen fra Skovborg, og de fik en ejendom i Klovborg.

Karen og Kristian

Senere flyttede de til Kollemorten, hvor han fik en postrute og hun blev ekspeditrice. Han døde i 1976, hvorefter hun flyttede til Uldum.

Karen Pedersen 1930

Karen Pedersen 1985

Den 22/12 1929 blev Mary og Peter Mortensen forlovede. De opholdt sig på dette tidspunkt i Kongsted. Efter deres giftermål flyttede de til Hvolgårds Mark, hvor de i mange år drev landbrug, de seneste år de havde sammen boede de i Tørring.

Mary og Peter Mortensen 1985

I 1994 flyttede Mary så til ældrecentret, "Nederbylund", hvor søsteren allerede havde boet et stykke tid.

Da Mie og Niels Kristian Markussen overtog Østengård, fik hendes mor Dorthe Marie Nielsen ophold hos dem til 1938, da hun døde.

Dorthea Marie Pedersen.

Skønt den store ovn blev nedtaget engang sidst i 20erne, blev hun ved med at bage rugbrød i komfurovnen. Der kunne være 4 stykker ad gangen. I stedet for den store ovn fik vi 2 gruekedler, en til at skidenkoge i, og en til at renkoge i.

De første år vi var gift, var der smalhals. En lille gris kostede 4 kr. og en fedekalv 28-30 kr. Vi havde også svinekort. Landmændene måtte kun levere et bestemt antal grise pr. år. Svinekortene blev en handelsvare, der handledes sort med.

I vores barnetid havde vi også en Københavnerdreng på ferie. Han hed Ingvard Sand.

Ingvard Sand som voksen.

Når han ikke var så sød, sagde far til ham, at han ikke måtte komme igen til næste år. Så ville vi have en af hans søstre i stedet for, men drengen svarede, at de var meget værre end han var.
Det første år, kom hans forældre og hentede ham, men de andre år blev det til flere dage, som til sidst blev til en hel uge, og det blev de ved med, til efter vi var blevet gift.

Ingvards forældre: Agnes og Kristian Sand med Marie og Mary ved døren til havestuen.

I 1930 fik vi mund- og klovsyge i besætningen. Der var kun 3 i hele landet på dette tidspunkt, og vi måtte have hele besætningen slået ned, og de skulle begraves.
Det skulle være så sterilt, at slagter Laursen fra Tørring skulle smide både sin riffel og frakke ned i graven til dyrene. Men bagefter da øvrighedspersonerne var borte, lejede han nogle til at grave hans åleskinds frakke og riffel op igen, dem ville han ikke miste.

En overgang blev vi meldt ud af mejeriet. Min bedstefar var med til at stifte mejeriet i Tørring, og vi havde en klausul på, at vi skulle have vores mælk hentet i gården.
Det ville den nye bestyrelse ikke være med til, så vi skiftede til Svanholm mejeri i et par år. Så blev det vedtaget, at alle skulle have mælken hentet i gården.

Tørring Andelsmejeri.

I samtalens løb fortalte Mie om et gammelt sagn, at man helst skulle have det halve af sit brændsel og det halve af sit foder tilbage ved kyndelmisse. Det var en regel der gerne skulle overholdes.

Mie og Niels Kristian solgte gården i 1964 til sønnen Villy, og byggede et hus i 1965 i Hjortsvang, på en parcel af præstegården.

Niels Kristian døde i 1976 og Mie blev boende i huset, til hun i 1994 flyttede til Nederbylund.

Marie Markussen 1985. Mary Mortensen 1985

December 1994.
Beretningen oplevet og nedskrevet af:

Gudrun Andersen
Fmd. for Hjortsvang Museum

Opdateret d. 10.10.2023